Saa blev det fredag, og dermed vores sidste dag paa standen. Det var efterhaanden helt rutinepraeget, at staa og levere introduktionen af Seed til de mange forskellige mennesker vores utraettelige og dygtige floor crew hev hen til os i en kontinuert stroem. Men i det mindste var de fleste andre lige saa traette som vi var, saa de tog det i stiv arm, hvis man et oejeblik stod med et tomt blik i oejnene, mens man ledte efter de ord der havde gemt sig i den del af ens hjerne der bare ville sove. Det blev naturligvis heller ikke nemmere af, at jeg om morgenen stadig var smaafuld efter nattens eskapader.

Too be continued …. Lige nu sidder jeg bare og glaeder mig til imorgen hvor vi skal hjem. Naar jeg foerst er paa flyet og har de fjorten timers flyvetur foran mig er det muligvis en anden sag.