Mht. flashback kunne jeg godt forestille mig at for mange (specielt nestede) ville gøre det svært at holde en ordenlig pacing i selve rammescenen, så jeg ville måske hellere at man lavede sin ændring, og så ’skyldte’ et flashback der kunne forklare det. Det ville i nogen grad også give effekten af at have spillet slutningen først, men det ville ske uden at man på forhånd aftalte at ‘nu spiller vi slutningen’ - og det ville jeg se som en fordel, da det at kende slutningen godt nogle gange kan tage luften af ballonen for mig.

Jeg forestiller mig, at man som spiller akkumulerer nogle point til at påvirke historiens gang med. F.eks. hver gang en spiller spiller en “Forberedelsesscene” - hvor han fortæller om sin obskure planlægning (”Jeg aftaler med pakkefirmaet, at de skal levere pakken på adressen, og hvorefter jeg aftaler et møde med gesandten præcis 10 minutter før leveringen etc.), og ved hver scene opsparer spilleren et “Forberedelsespoint”, som spilleren kan købe plottwists med.

En anden løsning er flashbacks, hvor spilleren erklærer et flashback midt i scenen, og i det spillede flashback afsløres planlægningen, hvorefter man vender tilbage til nutiden, og nu kan den skumle plan træde i kraft.

En tredje model er at have et “fupmager”-skillcheck, og lykkes det, så må spilleren retroaktivt ændre på ting eller introducere helt nye ting - minder lidt om Toons mekanikker med at trække ting ud af lommerne eller anvende gizmos.

En fjerde måde kunne være at spille slutningen først eller i det mindste aftale slutningen, og derefter spille sig hen imod den. Da slutningen er kendt, giver det rimeligt vide rammer for improvisation og åbenbaring af hemmelige planer, da de stadig vil passe ind i det store hele.

Eller hvad med, at man må spille scener om? Dvs. at først spiller man scenen, dernæst kan en spiller (evt. på baggrund af en eller anden “økonomi”) købe retten til at spille “Hvad, der virkeligt skete”, og derefter spiller man scenen igen, men denne gang viser det sig, at de kugler, som skurken skød med var harmløse, eller at guldstatuetten i virkeligheden var af bly. En omspilning kan evt. indledes med en kort flashback intro, der viser svindlerens planlægning. Dertil er der ikke noget loft for antallet af omspilninger af en scene, så det kan blive “høg over høg”: “Så du troede, at guldstatuetten var erstattet af en med bly, men i virkeligheden havde jeg byttet dem om indenda!”.