Inspireret af Lars Andresen og Mette Finderup tænkte jeg, at jeg også ville være med på bølgen og se tilbage på min Fastaval-historie. Jeg har aldrig været hverken arrangør, dommer eller med i kampen om Ottoerne, så min historie har muligvis ikke samme almene interesse som forbillederne - men så kan jeg jo heldigvis gøre det for min egen fornøjelses skyld. Det er jo privilegiet ved at have sin egen blog :)

1997:

Mit liv med Fastaval starter i med den Paranormale udgave i 1997. Før det havde jeg været en glad deltager på UnConventional, den lokale con i Viborg, og der havde jeg skiftet bekendtskab med flere af de scenarier der havde gjort sig godt på tidligere Valler, så da Peter Jones foreslog jeg skulle komme med til Århus synes jeg det lød som en god ide. Nu har Peter jo altid været en glad organisator (stod bla. for den føromtalte UnCon), så vi ankom naturligvis tidligt (kan ikke huske om det var dag 0 eller før), og løb rundt og var hjælpende hænder. Det havde om ikke andet den fordel, at jeg mindes jeg endte i en arrangørsovesal. Det var så også omtrent det eneste praktiske der gik godt for mig. Jeg havde glemt min sovepose, så jeg måtte sove i en dynge af mit tøj, og jeg havde ikke nok penge med, så min kost bestod primært af vand og tigerroulader (de var billige).

Nå - jeg kom jo faktisk for at få spillet noget rollespil. Mit allerførste scenarie på Fastaval var Nikolej Lemches Tera’ngan Pahtk, et fantastisk Star Trek scenarie om en gruppe klingoners stræben efter blodhævn. Jeg havde den fornøjelse at spille den hævnende søn, og kan stadig huske hvordan jeg med mine sidste kræfter sagde: “Hvis du ikke vil kæmpe som en sand klingon, må du dø som en kujon!” og skød forrædderen i ryggen med min disruptor, hvorefter tæppet gik for operaen og salen brød ud i stående ovationer. Da det var mit første scenarie på Fastaval var det også mit første møde med at skulle give karakterer for rollespil - og siden min tidligere erfaring med scenarier fra Fastaval var reruns af ottovindere på UnCon, tænkte jeg at alt på Fastaval nok var fantastisk, så jeg endte med kun at give det 9, hvilket jeg siden har fortrudt en del, for det var en af de mere mindeværdige oplevelser jeg har haft. Jeg fik også spillet en del andet (jeg mener jeg var booket i alle perioder) bla. Faldne Engle, men ikke noget der brændte igennem på sammen måde.

Jeg kan også huske at spille Illuminati Helcon, og om det var nyhedens interesse eller hvad det var ved jeg ikke, men det er det eneste Helcon der virkeligt har fanget mig. Og så kan jeg huske at forsøge at prøve at blive offer for et vampire live, af den simple grund at der var en del af de søde goth-piger man ikke ville have noget imod at blive bidt af. Men det lykkedes så vidt jeg husker ikke.

Jeg skulle også have været tjener på banketten, men min føromtalte mangel på sovepose, gjorde at jeg var blevet ret syg lørdag aften, så jeg endte med at tage hjem og pleje en lungeinfektion.

1998:

Trods alle de praktiske uheld på min første Val, var der ingen tvivl om at jeg skulle tilbage, specielt ikke da jeg i løbet af sommeren var flyttet til Århus for at starte på universitet.

At jeg var flyttet til Århus betød også at jeg faktisk kendte nogen på denne Val. Well, strengt taget kendte jeg jo også nogle af alle de kendisser, som jeg havde set på UnCon og den tidligere Fastaval, men dem var jeg tilpas intimideret af til ikke at turde have noget med at gøre.

Siden semesteret startede havde jeg prøvet at overbevise Terese om at vi skulle være kærester, så da hun blev syg starten af påsken endte jeg med at sidde de første dage ude hos hende og nusle, mens jeg syede kostume til et eller andet varulve-live. Hun var stadig syg da Fastaval oprendt så jeg endte også med at overtage hendes plads i ‘De Vingeløse’, hvilket jeg mindes var ganske fornøjeligt. Om varulve scenariet kan jeg mest huske at det var forbistret koldt, og jeg derfor endte med at være ganske tilfreds med at være en ussel metis uden betyding, så jeg bare kunne rulle mig sammen ved bålet.

Jeg var også DirtBuster det år. Eller det er lidt løgn, for jeg fandt rimeligt hurtigt ud af, at Man-O-War og øl ikke var min stil. Men jeg mødte troligt op til rengøringsruns, for nogen skulle jo hjælpe til. Muligvis var jeg en slags GDSer. Det betød i hvert fald at jeg holdt op med at synes Alex Uth var helt så intimiderende, selv om det først var en del år senere vi faktisk talte sammen.

1999:

Hmm - Det eneste jeg rigtigt kan huske fra ‘99 er at spille Fahrenheit 103. Jeg kan huske at stå i en meget lang reservekø og håbe på netop det scenarie, da en utålmodig Lars Andresen kommer og siger: “Nis - du skal spille Fahrenheit”. Det var lidt af et kup, for ikke bare kom jeg til at spille det jeg gerne ville, jeg kom også til at spille sammen med nogle af alle de gamle (ja, det var I altså) rollespillere som jeg havde gået og været intimideret af i mine teenageår på UnCon. Og selv om jeg vil give Lars ret i at det var Ask Aggers brovtne Special Agent, der ownede det scenarie, så synes jeg nu også jeg gjorde det ok som jødisk kontormus, og det var ikke uden effekt at jeg var splejset nok til, at Ask faktisk kunne løfte mig op ved kraven.

Jeg spillede uden tvivl også en masse andet, for dengang prøvede jeg altid at være booket i alle perioder, men der er ikke andet der virkeligt hænger fast.

2000:

Det første jeg kommer i tanke om fra 2000, er at der det år ikke bare var mangel på spilledere men også på lokaler, med det resultat at jeg i første omgang slet ikke var kommet til at spille noget, selv om jeg havde meldt mig på i 6 blokke, og det gjorde mig lidt trist.

Men siden jeg ikke kunne klare mig uden mit fix, gik jeg promte ned i info for at få en kopi af Det Sidste Korstog, og så var vi nogen stykker der prøvede at spille det på en af de mindre trafikkerede gange. Min hastige gennemlæsning og de dårlige lokaleforhold gjorde at det ikke blev nogen ubetinget succes, men spillet blev der da.

Senere fik Terese hevet mig med som reserve på Den Yderste Dag, et scenarie hvor man skulle spille en kristendommedagskult. Jeg blev præsten og alfaderen, en slags reserve-gm rolle, og jeg kan huske at jeg hadede scenariet og min rolle, og at jeg bagefter fik at vide at jeg havde været med til at give alle de andre en rigtigt fed oplevelse.

Så var 2000 også det år hvor Lystrups bander gjorde vejene til usikre og der blev sat eskorte ind på stien over til sovesalen.

Det jeg husker allerbedst fra den påske var dog morgenmaden søndag morgen. Jeg var taget hjem, så strngt taget har det ikke noget med Fastaval at gøre, men det jeg rejste mig fra min morgenmad, blev min sædleder viklet sammen med blodårerne, hvilket stoppede blodtilførslen til mine testikler. Det føles nogenlunde som at blive sparket i skridtet, det varede bare nogle timer før jeg fik nok morfin til at ignorere det, og det overskrev ligesom en del af de indtryk jeg ellers måtte have dannet mig den Fastaval.

2001:

2001 var det mest vellykkede tema jeg har oplevet på Fastaval. Den bazaar Sally fik tryllet frem i fællesarealet var intet mindre en fantastisk. Jeg kan også huske selv at have siddet og syet kostumer, ikke til et live, men bare for at kunne vandre rundt på Vallen og være arabisk, og jeg var heldigvis ikek den eneste.

Et andet stort plus var at Fastaval det år var på Skovvangsskolen, der ikke bare var en god skole til Vallen pga. af det meget central fællesareal, men også var specielt praktisk for mig, da jeg boede 100 meter derfra. Så 2001 blev også den foreløbigt sidste Fastaval hvor jeg har sovet i sovesal. Det er måske tidligt at blive for gammel til den slags, men en rigtig seng er nu rar.

2001 var den første Fastaval hvor jeg officielt meldte mig som spilleder, specifikt på Sorte Rose I og II. Begge scenarier forløb ganske fint, selv om jeg kortvarigt var lidt træt af at jeg på begge scenarier havde fået nogle ret unge spille, der mest havde prøvet at rulle terninger før og havde set at det var D&D scenarier.

Lidt irriterende var det også at jeg ikke havde fået en plads some spiller på noget som helst, men heldigvis er der jo en reservekø, og jeg kom til at spille Urgent Watch, hvilket var ganske underholdende, selvom jeg nu følte af en del gode scenarier passerede min næse forbi.

Et andet first på Fastaval 2001 var at jeg var meldt til Banketten. Desværre endte jeg med at sidde i træk lige ved udgangen og kunne ikke høre særligt meget, så omkring deserten kaldte min seng (der jo kun var 100 meter væk) ret højt på forkølede mig. Men jeg har heller aldrig været det store festmenneske.

2002:

Efter det spektakulære tema året før, så det forkølede pap-maché Star Trek rumskib og den uidentificerbare pubbe lidt triste ud som de hang i Skovvangsskolens store fællesområde. Men det var stadig en rigtigt god skole, og skulle vise sig at blive en rigtigt hyggelig con.

Jeg havde endnu engang meldt mig som spilleder - denne gang på hvad der nu er min sædvanlige facon, menlig ved at melde mig som spiller, og så sige at den spilleder ansvarlige er mere end velommen til at ringe. Om det var det der gjorde forskellen ved jeg ikke, men det år blev jeg i hvert fald ikke snydt for at være spiller, og havde gode oplevelser både med Blodhævn, Turing Test og Hvad Natten Bringer. Specielt kan jeg huske, at jeg under Hvad Natten Bringer morede mig meget med at regne plottet ud, uden at det kom i vejen for bare at spille min rolle og nyde historien.

Jeg blev naturligvis kontaktet af den gode spillederansvarlige (kan ikke huske hvem det var det år), og skulel være spilleder på VHS og USS Spirit of Humanity. Da lørdag aften oprandt og jeg sad klar til USS, skete der imidlertid det at den hjælpsomme infonaut spurgte hvor mange spillere jeg manglede. Jeg svarede fire, han løb videre og lidt senere vendte han tilbage og tog mine to spillere istedet. Det var lidt trist, men så var der jo et heldigvis en opvask man kunne hjælpe til med i køkkenet, og lidt senere mindes jeg, at jeg blev ofret af et par piger i noget HelCon jeg ikke helt fandt ud af hvad var. Der er altid noget at give sig til på Fastaval.

2003:

Endnu en con på Skovvangsskolen, og jeg boede stadig 100 meter derfra. Jeg var ved at blive helt forvent.

Rent rollespilsmæssigt husker jeg mest 2003 for de ting jeg var spilleder på. Dels hvade jeg den fornøjelse at lære Johannes Busted at kende, idet vi skulle være spilledere sammen på Ragnarok. Det gik efter min mening over al forventning - et hektisk action-epos som vi var færdige med på ca. 2 timer, fordi tempoet blev holdt så højt som i en film. Jeg tror vores spillere var lidt overraskede, for dengang kunne scenarier stadig godt gå hen og tage 8 timer, men det var mit indtryk at det var en god oplevelse.

Apropos pacing, så var min anden spilleder opgave netop Tempo, et old school investigation scenarie sat i Fusion. Og det er nok stadig af det bedste investigation jeg har haft den fornøjelse af være med til. Det tog nærmest præcis de 4 timer som kidnapperens deadline sagde det måtte tage, og selv om spillerene aldrig var helt stuck, kunne man stadig se at de følte sig ret kløgtige når de knækkede et spor og kom et skridt videre. Sådan skal investigation laves. Jeg tror også det var første gang jeg var lidt utilfreds med ottoerne, for effekterne i Tempo virkede sgu, hvor de i Lømler (som jeg var spiller på) var sjove men mere virkede som en gimmick. Men sådan kan man jo nemt stå på sidelinien.

I et tilfælle af life imitating art, så havde jeg været spiltester på Proaktiv det år (hvor jeg bla. havde den fornøjelse at fortælle min kone, at vores 10 årige søn var hendes drøm, og nu ville jeg godt have plads til min), og 2003 var så også det år hvor jeg tilfældigt endte i en sofa og talte lidt med Alex Uth om AI og historiefortælling i computerspil, og på den måde lærte jeg at Lars Kroll (som jeg kendte lidt via universitetet) havde gang i et eller andet. December samme år var jeg med til at stifte Runestone Game Development - men det er et andet eventyr.

2004:

Grundet et ødelagt gulv eller noget i den stil på Skovvangsskolen, måtte Fastaval endnu engang drage videre, denne gang til Tilst.

Jeg kan ikke så meget fra 2004. Ikke det er druknet i nogen fuldetåger eller jeg var involveret i den fantastiske ‘joint gate’, men det skete vist bare ikke så meget mindeværdigt og stemningen var lidt trist. Det var dog sjovt pludselig rigtigt at kende Anne, Kroll, Jan og alle de andre fra Runestone - det udvidede fætter-og-kusine festen på Fastaval en del.

Jeg havde det ganske fornøjeligt med at være spilleder på Reaktiv, men sjovt nok var min bedste spiloplevelse den elelrs lidt matte søndag. Jeg skulle nemlig spille Isabelle, et scenarie som jeg tydeligt kan huske Mette Finderupen jeg mindedes var Mette Finderupsidde og brokke sig over på en UnCon tilbage i ‘94, fordi en tolvårig spiller havde konstateret at han karakter havde et sværd og promte slået de andre karakterer ihjel. Og selv om folk da var lidt matte sådan en søndag morgen, så mødte alle spillere faktisk op til tiden og det blev en rigtigt god oplevelse, der overbeviste mig om at der godt kunne være andre gamle scenarier der godt kunne holde til at blive spillet 10 år efter de blev skrevet.

2005:

Min Fastaval var dette år præget af at ikke bare var Terese langt væk i USA, men da jeg var ovre for at besøge hende i februar havde hun også slået op med mig. Det var jeg stadig ikke rigtigt kommet over der sent i marts, så jeg havde det ret underligt. Det gik da heller ikke anderledes end at jeg mens vi spillede Det Hemmelige Selskab prompte forelskede mig i Maya Krone, selvom jeg jo godt vidste hun var sammen med Gimle Larsen. Om det var skyld i nogen af de ubehageligheder som Maya senere kunne chokere Lars med skal jeg ikke kunne sige, men jeg synes nu jeg opførte mig nogenlunde hæderligt. Og det var i hvert fald en fed oplevelse, også selv om den rodede rundt i mit allerede rodede hoved.

Jeg spillede også Superheroes med Kristoffer Apollo som spilleder, hvilket var en ganske god oplevelse, selvom jeg nok var lidt fraværende og general Jost sad og var syg.

Ellers drev jeg mest rundt, og det var vist også det år jeg opdagede cafeen og hang en del der.

2006:

Så rykkede Fastaval til udposten Tranbjerg. Om ikke andet så kunne man da blive imponeret over hvor stor Århus Kommune er.

En af de ting jeg husker bedst ved 2006 er at det var den første Fastaval uden Goblin Gate, nærmere bestemt uden Goblin Jan. Goblin Gate havde været et fast hangout for mig både på og udenfor Fastaval siden før jeg flyttede til Århus, men umiddelbart efter Fastaval 2005 var butikken blevet rodet ud i ‘Goblin Gate’-øhm-gate, og det var ikke længere Jan der ejede den, og så var det ligesom ikke det samme.

Spilmæssigt havde jeg fornøjelsen af både at være spiller og spilleder på Den Røde Pest - to-blok systemet for the win - og det var i begge tilfælde en ganske solid oplevelse. Jeg var også spilleder på Superheroes 2, der det år vist løb med prisen for mest kontroversielle oplevelse. Det var i hvert fald interessant at give den som genetisk forbedret lolitaludder, men jeg var også godt tilfreds med at hverken jeg eller mine spillere havde de store live-tendenser.

Ellers brugte jeg vist mest min tid på at gå rundt og synes der var helt forfærdeligt koldt, specielt i cafeén, hvor jeg hang en del og spillede brætspil og læste det fine magasin som Fastaval det år kunne prale af.

2007:

2007 blev det år hvor jeg debuterede som forfatter på Fastaval. Engang for lang tid siden havde jeg skrevet 4 scenarier til UnCon (jep, fire scenarier til samme con - to af dem blev faktisk ganske gode oplevelser), men det havde altid virket ret uoverstigeligt skrive noget til Fastaval. Men det skulle fand’me være løgn, og desuden synes jeg der gennem mange år havde været for lidt FastaWood på Fastaval, så jeg besluttede mig for at lave det Indiana Jones inspirerede Salomons Segl. Der rendte jeg naturligvis ind i alle mulige interessante logistiske problemer for Runestone gik konkurs i oktober 2006, og pludselig stod jeg og skulle flytte til København for i forbindelse med mit nye job. Det var jo spændende nok, men det tog ligesom lidt tid. Da det så var overstået blev jeg naturligvis prompte syg hele julen, så det var en ret hektisk omgang i løbet af januar. Men selv synes jeg da jeg fik præsteret et nogenlunde hæderligt scenarie, selv om det på ingen måde er hverken nyskabende eller prisvindende - det var jo heller ikke det jeg prøvede.

Interessant nok fik jeg stadig GDS-vagter selvom jeg var både forfatter og spilleder, men heldigvis er det jo hyggeligt at står i køkkenet eller at hjælpe med i kiosken, så jeg skal nok ikke brokke mig.

Jeg var ikke spilleder på Salomons Segl - det havde jeg ikke overskud til. Det var jeg så istedet på Superheroes 3, hvilket desværre ikke gik så fantastisk, idet spillerne mest bare ville knuse problemer med deres superkræfter og ikke havde så meget lyst til at spille deres karakteres problemer. Men det var da sjovt nok at få afslutningen med på triologien.

Fordi jeg var forfatter blev 2007 også det år hvor jeg endelig tog mig sammen til at tage på banket, også fordi jeg endelig havde nogen at hænge ud med der. Jeg endte ved bordet med flest forfattere, så selv om vi ikke selv havde nogen forhåbninger om at hive priser hjem kunne Anne Ratzer og jeg kaste os over de andres Asti (eller hvad det nu var de vandt). Det blev alt i alt en ganske hyggelig fest, selvom jeg stadig må konstatere, at jeg føler mig lidt udenfor til sådan nogen festligheder.

2008:

Både inspirationen og tiden svigtede i løbet af 2007, så det var ret hurtigt klart, at jeg ikke skulle være forfatter igen, så her i 2008 var jeg tilbage i min mere vante gænge som spilleder og spiller.

Generelt synes jeg bare der var en rigtigt god og hyggelig stemning på årets Val, og trods snestorm og blæst gjorde det ulideligt at være udenfor var der faktisk ganske lunt og rart i cafeen. At man stod og slog kuskeslag ude i spillokalerne var så en anden sag.

Jeg var spiller på K3M1, hvilket blev til en ret fin komedie, selvom rampelyst nok var lidt ulige fordelt mellem kvinder og mænd (mand). Og Løgstør var en god oplevelse, og et interessant politidrama, men jeg må altså opponerer imod at det bliver kaldt investigation. Det kan godt være at jeg bare er en sur gammel mand nu, men det er altså ikke investigaton, når man selv finder på hvad der er sket. Det gør det ikke til et dårligt scenarie, for det er det bestemt ikke, men investigationøglen blev altså ikke fodret.

På spillederfronten blev det til en falde-ned-af-stolen-af-grin oplevelse med Tante Trudes Testamente, også selv om man bagefter ikek rigtigt kunen sige hvad der var så sjovt, og så en mindre fantastisk oplevelse med To Alen, hvor det nok primært var mig, som spilleder der ikke rigtigt kunen svinge mig op til noget som helst.

Jeg sov endnu engang i en lejlighed inde i byen, så jeg havde ikek fornøjelse af den fantastiske sovesalstaxa. Tilgengæld så havde jeg fredag nat fornøjelse af en taxa-chaffør, der for en gang skyld synes det var fantastisk at skulel helt til Tranbjerg, fordi de øde og sæbeglatte veje gav ham rige muligheder for at lave diplomatvendinger og demonstrere sin bils antispin system. Det var vist godt jeg var lidt fuld og bedøvet på den tur.

Denne Val kom jeg endnu engang på Banket. Det var egentlig ikke planen, for så fantastisk havde jeg ikke synes det var sidste år, og jeg vidste ikke rigtigt hvem jeg skulle være med og sådan, men efter at have en gået en hel Val at have gået og sagt nej, når folk sagde: “Vi ses til banketten”, så var det ligesom gået op for mig at der måske nok var nogen folk at tale med til den Banket alligevel. Det udslagsgivende blev dog at jeg under Vallen havde set mig ret lun på Sidsel Juhl, men ikke rigtigt taget mig sammen til at gøre noget ved det, og det kunne jeg ikke rigtigt have siddende på mig. Så jeg vil godt sige take til Niels-Peter Rasmussen (IIRC) for at han havde opgivet sin banketplads og gav mig den kvit og frit, for selv om Sidsel ikke var specielt interesseret i mig, så var det stadig en rigtigt god oplevelse at få taget sig sammen, og det var nok med til at gøre årets Val til en af de bedre jeg kan huske.

Nå - Så er vi vist ved at være igennem. Men forhåbenligt kommer der endnu en Fastaval til næste år :)