Ludofex

Inspireret af den løbende debat om magikere vs. krigere, tænkte jeg det kunne være sjovt at komme på eksempler på måder magi i fantasy kan begrænses på, uden at man mister følelsen af at det er magi. Jeg vil endda påstå at magi kan komme til at føles endnu mere magisk på denne måde, men det er klart at en del af disse begræsninger vil gøre at det ikek længere føles som D&D magi, der vitterligt kan løfte troldmænd til et guddommeligt niveau.

Magi kan sanses uden brug af magi:
I stedet for at lade ‘detect magic’ være en formular som man skal være magiker for at kunne kaste, så kunne man gøre magi noget nemmere at opdage og spore. Det kan være meget subtilt, som at dyr bliver urolige i nærheden af magi, eller mere direkte så det er en færdighed alle enten kan lære eller helt simpelt har - De er trodsalt indbyggere i en verden, hvor magi er relativt udbredt. Det kan også være magi altid har visse sanselige sideeffekter, så som en lugt af ozon, en udefinerbar viskende lyd eller en sær følelse af varme. Denne sporing kunne ske både der hvor magien bliver kastet og er hvor den magiske effekt opstår, og man kunne forestille sig at det blev hængende et stykke tid, så man også kunne opdage at magi havde været anvendt.

Denne begræsning forhindrer ikke umiddelbart noget magi, men det kan begrænse visse overraskelsesformularer så som Scry og Teleport, idet ofrerne i det mindste bliver advaret om at det er magi i luften. Det kan gøre det mindre trivielt at snige sig ind under dække af magisk usynlighed eller ved at Polymorphe. Det kan også advare imod magisk fælder eller afsløre at folk er blevet fortryllet eller forbandet.

D&D 4E var lidt på vej i denne retning, idet Detect Magic ikke var en formular, men istedet noget man kunne ved brug af Arcana færdigheden. Arcana lugtede dog stadig lidt af at være noget der var forbeholdt folk der havde brugt lang tid med støvede bøger, så jeg synes det kunen være fint at få selve opdagelse helt over på Perception eller Danger Sense, og så måske lade den nærmere identifikation være afhængig af Arcana. Det kan også give en interessant opdeling, hvor det måske er den overvågne tyv eller kriger der opdager at der er noget på færde, og så er det den mere distræte magiker der kan fortælle hvad det helt præcist er.

Langt hen ad vejen tror jeg faktisk det vil gøre magi mere spændende og få det til at føles mere magisk at tilføje denne form for sanselighed til det.

Magi kan modvirkes uden brug af magi:
I D&D har beskyttelse imod magi traditionelt været noget man kun kunne få på magisk vis, og endda relativt højt niveau magi. Det har flere konsekvenser. Først og fremmest betyder det at det i det store hele kun er andre magikere der kan annulere en magiker, og dermed kommer magikerne til at sidde ene på tronen, for de sidder også med kræfterne til at annullere alle mulige andre klassers evner. Det at det er relativt højt niveau af magi betyder også at det er relativt sjældent, og spillerne skal derfor sjældent tage højde for det. Det betyder at når mod-magi endeligt er tilstede så kommer det let til at virke som noget fuldstædnigt urimeligt, som kun er der for at ødelægge det hele for magikeren. Dette skyldes ofte også at denne slags mod-magi ofte kommer lidt som lyn fra en klar himmel, og i tråd med al anden D&D-magi virker fuldstændigt perfekt og upåklageligt. På den måde kommer anti-magi i D&D typisk til at virke lidt som kryptonit i en Superman-historie. Det er muligt det skal bruges for at gøre en given situation interessant, men det virker enormt påklistret når man møder det for syvende gang. Det ville have været meget bedre at starte emd en mand der var mindre super.

Men ser man på folklore eller blot anden magi end der der er præsenteret i D&D, så er der ganske ofte relativt simple metoder som almindelige dødelige kan bruge til at beskytte sig imod magi, hvis bare de husker det. Det kan dreje sig om simple amuletter eller velsignelser, der beskytter mod forbandelser og andet godt. Det kan være ‘hjemmets ukrænkelighed’ der gør at ond magi og onde ånder ikke kan komme indenfor uinviteret. Eller det kan være som i Shadowrun hvor astal-legemer ikke kan passerer gennem levende ting, således at vigtige områder kan skærmes med planter og lignende. I Dresden Files universet bliver magi forstyrret af noget så simpelt som vand, så det er svært at bruge magi i regnvejr eller på en båd.

Det er klart det vil være en kedelig oplevelse for magikeren, hvis hans magi konstant bliver annulleret, så denne slags anti-magi skal naturligvis ikke fremstå overkommelig. Men det betragtes ikke som urimeligt at en fjende har barrikaderet en dør, så krigeren ikke lige kan komme til at slå på dem, eller at de faktisk kan forsvare sig når han endeligt gør det, og på samme måde er det ikke nødvendigvis urimeligt at en agtpågivende fjende kan brænde troldmandes magi væk med en fakkel, eller hvad der nu kunne tjene som relativt tilgængelig antimagi.

Personligt tror jeg man kunne lave et ret interessant magisk univers, ved at tænke den slags begræsninger ind i magi. Det vil være med til at underbygge fortællignen om hvad magi er og hvordan det passer ind i verden, istedet for at magi bare bliver et underligt afkoblet meta-lag, hvor alt kan ske.

Magi er ikke automatisk:
I de tidlige udgaver af D&D er magi mere eller mindre automatisk, men i D&D 4E og i mange andre fantasy systemer kræver magi et aktivt færdighedscheck for at fungere. Det har også den positive effekt at man kan blive en dygtige troldmand ved at blive mere sikker på at ens magi virker, ikke udelukkende ved at få flere og mægtige formularer.

Det kan fungere som en effektiv og ganske rimelig begrænsning på den slags magi man skal bruge lige nu og her, hvilket typisk kunne være kamp magi så som Lightning Bolt og Ray of Frost. Til genglæd er det mindre oplagt at bruge det som begræsning imod den slags magi der kastes når man har god tid, og det dækker en del af de formularer der ofte er problematiske i D&D, nemlig ting som Invisibility of Knock, hvor man omgår forhindringer, eller diverse buffs, hvor man kraftigt øger sit kamppotentiale.

Begrænsede domæner:
Magi som helhed kan muligvis stadig gøre alt hvad man kan finde i formular-afsnittet af D&D, men der kunne sagtens være en begræsning i hvor vidt en given troldmand kan spænde. Diverse udgaver har fiflet med det, i form af forskellige specialist mages, men det er sjældent drevet særligt vidt, specielt ikke da den bredtfavnende torldmand altid har været der som en mulighed. Men der kunne være meget at hente i sådan en begræsning både mht. at skabe spilmekaniske nicher og rent tematisk. Hvis den enkelte troldmand ikke både kan mestre illusioner og fortryllelser, kampmagi og teleportation, men kun en af delene, så kan han i det mindste ikke overskygge alle andre medlemmer i gruppen, men er blot - ligesom dem - en specialist der udfylder sin rolle. Der findes stadig enkelte formularer der har meget brede anvendelsesmuligheder - eksempelvis Polymorph - men i det mindste ville man nu se disse formularer brugt på mere opfindsomme måde og til mere ‘almindelige’ gøremål, fordi det at have adgang til dem gjorde at man ikke også havde den mest effektivt kampformular eller evnen til at trylle fjender om til venner.

Magi kræver koncentration:
Istedet for at magi er hurtigt, nemt og selvkørende som det for det meste er i D&D, så kræver det koncentration både at starte og at opretholde. Det med at det kræver koncentration at kaste formularer har jo faktisk været en del af D&D i de fleste udgaver, hvor formularer kunne blive annulleret hvis man blev afbrudt (typisk ved at blive angrebet), mens man kastede dem. Denne del af begræsningen virker mere eller mindre ligesom “magi er ikke automatisk.”

Men hvad hvis det også krævede koncentration at opretholde vedvarende magi? Det kunne betyde at den vedvarende magi kunne afbryde ved at distrahere troldmanden, og det kunne muligvis også forhindre troldmanden i at lave andet, måske ikke engang bevæge sig. Det ville ikke gøre nogen enkeltformularer umulige, men det ville gøre det praktisk umuligt at stable formularer ovenpå hinanden, idet man kunne koncentrere sig om et meget begrænset antal (sikkert kun en) formularer af gangen. Det begrænse overdreven brug af buffs, og også gøre formularer så som Invisibility eller Fly mindre magtfulde, da den krævede koncentration ville begrænse den handlefrihed man havde. Denne begrænsing har til gengæld ikke den store effekt på diverse utilitaristiske formularer, der typisk bruges mere eller mindre i fred og ro, så som Scry eller Knock. Men selv her betyder det dog at troldsmanden må svække på evt. forsvarsformularer eller andet som han kunne tænke sig at have kørende, så det kan være en overvejelse om det er risikoen værd.

Magi kræver udstyr:
Ligesom en en kriger er afhængig af sit våben og sin rustning og en tyv har brug for sine dirke, så kunne en troldsmand også være afhængig af en stav eller lignende. Det er jo til dels allerede tilfældet, idet troldmanden typisk er afhængig af sin bog for at kunne memorisere formularer og til visse formularer skal der bruges specielle remedier. Magikerens potentiale kan dermed begrænses, ved at man kan afskære ham adgang til sine remedier.

Det er måske nok en relativt effektiv begrænsning i kamp, hvor modstanderne (se også begræsningen om koncentration) kan vælge deres handlinger efter at forsøge at neutralisere troldmanden på denne måde, men det hjælper ikke synderligt på den slags magi der ofte er langt mere ødelæggende/forstyrrende, nemlig evnen til at omgå diverse forhindrer vha. Invisibility, Knock, Fly, Teleport og hvad der eller findes af den slags problematiske formularer.

Det er på mange måder ikke en særligt fed begrænsning. Ligesom det ikke er specielt sjovt for krigeren at blive afvæbnet og dermed afskåret fra at kæmpe er det ikke specielt morsomt for troldmanden at blive afskåret fra sin magi. Dermed vil det kun blive brugt i begrænset omfang, ligesom det kun er i et begrænset omfang at krigeren bliver afvæbnet eller på anden måde skilt fra sit udstyr. Den kan dog tjene til at afvæbne troldmanden i specifikke situationer, det være sig når man bliver spærret inde eller til vigtige sociale begivenheder og den slags. Der kan det være passende at ‘afvæbningen’ af troldsmanden ikke kræver mere omfattende procedurer end det gør at afvæbne krigeren og tyven.

Magi er ikke magikerens egne kræfter/kundskaber:
Magi i D&D betragtes som regel som troldmandens egen kræft, som han udelukkende har sig selv at takke for. Men en mulighed kunne være at disse kræfter kommer fra en ydre kilde, hvor der er to oplagte klasser af muligheder. Magien kan enten komme fra overnaturlige personligheder som ånder og dæmoner eller det kan komme fra mere upersonlige opgivelser så som naturen eller månen. Tematisk har denne tilgang til magi været set i D&D, fx. i form af Warlock’s der får deres kræfter gennem en mere eller mindre udefineret pagt. Men det har sjældent været en begræsning på troldmandens evner at de kom ude fra.

Det mest interessante er nok de tilfælde hvor magien kommer fra overnaturlige personligheder. Her er der oplagte muligheder for at magikerens kræfter kan forsvinde eller blive begrænset, fordi kontakten til den der giver ham hans kræfter bliver svækket. Det kan være de slev er blevet svækkede, det kan være de bare er trætte af at magikeren tærer så meget på deres kræfter, eller det kan være de simpelhent har fået et bedre tilbud. Det er er nok svært at gøre til et strengt mekanisk element, og nok ikke noget der skal sættes i spil alt for tit, men det betyder at magikerens potentiale er begrænset af hvad han kan overtales disse ånder eller dæmoner til at gære for sig, ligesom krigerens og tyvens potentiale på højere niveauer ligger i hvad de kan kommandere med af følgesvende.

Magi dræner:
I diverse fantasylitteratur er det en udbredt effekt at magi kan være udmattende eller direkte skadeligt, i hvert fald hvis magikeren prøver at presse sig selv til det yderste. På sin vis har D&D lidt af denne effekt, idet memoriserede formularer netop er en pujle af resourcer som man typisk vogter over, og når den er brugt så er man træt og vil gerne hvile. Men det er en meget sikker resource af bruge af, så der er sjældent en følelse af at man løber en risiko ved at presse sig selv. Det er næsten det omvendte der sker, hvor det føles lidt som spild, hvis man ikke har fået brugt alle sine formularer før man går til ro.

Men ser man på eksempelvis Shadowrun, så indebærer hver formular man kaster en (nogle gange negligibel) risiko for at man gør sig selv træt og muligvis bliver slået bevidstløs, og i Drager og Dæmoner har man ganske vist en sjat sikre magi-point, men man kan presse sig selv ud over dette og bruge sine livspoint, hvis det virkeligt gælder.

Hvis hver formular indebar (muligheden) for at dræne ens HP eller con eller hvad man nu kunne forestille sig, så ville alle formularerne stadig være inde for rækkevidde, men magi ville ikke være den foretrukne løsning, hvis man kunne gøre det lige så godt med mere normale midler. Det ville forhindre troldmanden i per automatik at overskygge tyven og krigeren, uden at gøre magiens potentiale mindre.

Magi tiltrækker overnaturlig opmærksomhed:
Lidt som en parallel til at magi dræner, så kunne man forestille sig at i stedet for at magi svækker troldmanden så tiltrækker det uønsket opmærksomhed. Bruger man for meget magi så får onde dæmoner, ætherånder eller andet godt pludseligt øje på og kan manifesterer sig igennem den rift ens magi har lavet i virkeligheden. Igen er magi stadig muligt og har stadig et vidtrækkende potentiale, men risikoen for at det gør problemerne større snarer en mindre gør at det aldrig bliver rutinepræget at bruge magi. Eller at det i hvert fald kun er den magi der er relativt rutinepræget der kan bruges tit. En mulig fordel ved denne model frem for den drænende magi er også at det ikke kun går ud over troldmanden, så hvis det var for alles bedste at han pressede citronen og dermed også tilkaldte De Ældre Guders Udsendinge, så er det muligt for hele gruppen at hjælpe med at rydde op.

Det var hvad jeg lige kunne komme på. Personligt er specielt glad for de to første ideer om naturlig magisansning og naturlig modmagi. Som jeg har skrevet det her har jeg tumlet med en ide om et magisystem, hvor al magi er bundet til et af de fire elementer, og kan modvirkes med passende brug af et af de andre elementer. Så en ildkugle er måske sværere at kaste i regnvejr, luftige illusioner og fortryllelser kan manes i jorden med sand eller sten, formskiftere kan ikke bevæge sig for tæt på ild, for så brændes deres falske form væk og så videre.