For snart 100 år siden (eller hvad der nu kommer til at passe) spejdede kaptajn Beron af Cironne som så mange gange før ud over Sommerhavet mod den nedgående sol, men denne gang blev han pludselig ramt af en vision og var overbevist om at han så Forgængernes stolte tårne, glimte i solen. Det kunne kun betyde at det smukke Vesternessen måtte ligge et sted på den anden side af havet (eller at kaptajnen havde fået solstik og gråstær), og det lykkedes beron at overbevise hoffet i Argonessen om at hans skib kunne gøre Forgængerne kunsten efter og krydse det endeløse hav.

Der er endnu ikke enighed om Beron faktisk fandt Vesternesse, for i så fald er det forfaldet noget siden, men der var faktisk land på den anden side af havet, og det var også tegn på at Forgængerne havde været der (hvorfor de Grønne brødre også har fået sagliggjort den gode Beron, og kæmper hårdt for hans plads som helgen).

Nu her senere er koloniseringen af ‘Den nye verden’ i fuld gang, missionære flokkes til for at redde de stakkels barbarer, og kirken kappes med ‘filosofferne’ (som magiker-opkomlingene kalder sig) for at komme først til de nyopdagede pyramider.

I ‘Den nye verden’ er man noget overrasket over denne pludselige omvæltning (nogen ville kalde det en invasion). Her har man ikke haft profeternes kirke til at beskytte sig, så siden de legendariske Lyse Folk forsvandt har man indgået fornuftige aftaler med ‘Den anden verden’ som man nu bedst har kunne. Den slags falder åbenbart ikke i god jord hos de nye lyse folk (som muligvis er De Lyse Folk, for magtfulde er de i hvert fald - men ikke så vise som stammens ældre havde forestillet sig), men i kampen mod de Blodrøde og alle de andre stammer på den anden side af floden har det nu været praktisk at kunne kalde på både bjørn og rok.

Vesternesse og barbarerne:

Jeg har endnu ikke et helt klart billede af hvordan barbarernes kultur og organisation er. Vesternesse er åbenlyst en parallel til Amerika, men det betyder jo ikke automatisk at dets indbyggere behøver være ligesom indianere. De kunne også baseret på keltiske eller nordiske barbarer, afrikanske stammer eller andet godt. De har som omtalt ikke stærk krigsmagi, og de har heller ikke en stærk organiseret religion som Forgængernes Profetier. Deres aftaler med væsnerne fra Den Anden Verden kan være grundlaget for en religion, men det kan også bare være praktiske aftaler.

Det er muligt de har store stammefællesskaber, vidt forgrenede nomaderuter eller andre store riger, men deres nationer er ikke så økonomisk og organisatorisk veludviklede som landene i Alterra.

Vesternesse er stort kontinent, så I kan være med til at bestemme om Rigafjord ligger i nærheden af ufremkommelig jungle, vidstrakte stepper eller de kolde frosne skove mod nord. Det kommer nok bla. an på hvilken baggrund René synes er sjov.