Og så er det vist ved at være på tide at vi kommer i gang med historien i Salomons Segl. Helt kort, så er der tale om en god gammeldags skattejagt, hvor karakterne er i et kapløb med en skummel katolsk orden, for at finde selveste Kong Salomons Segl, det segl der gav ham magt over de mægtige Djinni.

Baggrund

Taget i kronologisk rækkefølge, så starter historien sådan ca. 950 år f.Kr, hvor Kong Salomon regerede Israel, og mødte Dronningen af Saba. Efter at have omvendt den skønne Dronning til den rette tro, dannede de en permanent alliance. Gennem denne alliance fik Kong Salomon også adgang til magiske ædelsten fra minerne i Ethiopien, og af en af disse lavede Kong Salomen en magisk signetring - Salomons Segl. Signetringen gav kongen magt til at fange farlige og vantro djinn fra Rub’al-Khali - Det Syngende Sands Ørken. Med hjælp fra djinn blev Israel rigt og magtfuldt, og alt var godt i mange år. Da Salomon dør, overgår magten over Israel naturligvis til hans mest direkte arving, men sammen med dronningen af Saba har han fået sønnen Menelik, der bringer seglet med sig til Ethiopien, hvor han bliver den første kejser.

Omtrent 2000 år senere indtager korsfarerne Jerusalem, og en af de mange skatte de finder der er en en kobberflaske med en fangen djinn. Denne mægtige skat donerer tempelridderne naturligvis til paven, og åndens magiske kræfter bliver en væsentlig kilde til kirkens fremgang og succes. En hemmelig munkeorden Ordo Grigori oprettes under paven, for at vogte over flaskeånden og holde den hemmelig.

Imidlertid kender tempelridderne jo til flasken, og det bliver klart for kirken at de må skaffes af vejen. Men en smule af historien lever alligevel videre blandt tempelriddernes arvtagere, frimurerne. Så da frimureren og eventyreren James Bruce i 1770 kommer til Ethiopien og finder Enochs bog, kommer han på sporet af den gamle historie om Kong Salomon og hans mægtige skat.

Vi spoler nu frem til 1934, og umiddelbart før scenariets begyndelse. De brølende 20′ere standsede brat med børskrakket i 1929, og fascismen har et solidt greb om Europa, omend det ikke er alle det er overbevist om at det er så slemt.

Den gamle arkæologiprofessor og frimurer George Whitman har længe haft legenderne om Kong Salomon som sin hobby, og ved et lykketræf kommer han dels i besiddelse af en kopi af det oprindelige Segl, en original udgave af James Bruces rejsedagbøger og en oversættelse af Enochs bog. Selv Whitman har ikke fantasi til at forestille sandheden bag legenderne, men han kan dog se at der pludselig er kommet noget kød på hans hobbyprojekt. Efter en diskret forelæsning for sin frimurerloge bliver professoren inviteret til Washington DC af National Geographic Society, for at de kan få et interview.

Denne pludselige interesse for legenden of Kong Salomon bliver naturligvis opdaget af Ordo Grigori, og for både at beskytte kirkens hemmlighed, og for muligvis at kunne få fat i selve seglet, udtænker de i al hast en dristig plan.

Og der starter så Salomons Segl

Synopsis

Scenariet starter i Washington DC. Umiddelbart før sit interview med National Geographic kidnappes professoren af mafian på foranledning af Ordo Grigori. Politiet vil gerne hjælpe, men et arkæologisk mysterie er noget udenfor deres område, så karakterne bestemmer sig for at tage sagen i egne hænder.

Det leder først til en tur til professorens hjem i England, for at finde ud af præcis hvad han var på sporet af, og karakterne lærer om James Bruce og hans rejse til Ethiopien.

Derefter går den mere eller mindre kringlede tur til Ethiopien. Undervejs udspionerer og generer Ordo Grigori dem, men det bliver ikke til nogen store konfrontationer.

I Ethiopien når karakterne midlertidigt udenfor Ordo Grigoris rækkevidde. Men når de begynder at grave i legenden om Kong Salomon kommer de på tværs af Order of King Solomon’s Seal. De reder trådene ud, og får adgang til helligdommene i Axum. Her finder de vejen til Kong Salomons Miner - som jo er en legende i sig selv - men de ved stadig ikke at skatten faktisk er lampeånder.

Turen går nu over Ethiopiens savanne. I mellmtiden er Ordo Grigori blevet desperate, og har indkaldt hjælp fra den italienske hær. Så undervejs indhentes karakterene af oberst Eduardo Bruno, der også har Professor Whitman med som gidsel, og sammen ankommer flokken til minerne.

Ved minerne finder de kejser Menelik den Førstes tempel, hvor seglet stadig er gemt, godt bevogtet af sindrige fælder. Fascisterne tvinger naturligvis karakterne til at vove livet for at få fat i seglet.

Den endelig konfrontation kan enten finde sted her, eller der kan tilføjes en etape mere på rejsen, hvor fascisterne tvinger karakterne til en tur til Irem, søjlernes by, i Rub’al-Khali.

Hvadenten det sker det ene eller et andet sted, så vil Ordo Grigori og fascisterne naturligvis bruge deres nyfundne skat til at skaffe sig magt over de mægtige djinn. Det går selvfølgelig galt i bedste Raiders of the Lost Ark stil, karakterne redder professoren og slipper væk, men seglet er desværre forsvundet.